Kreativitet og kunst versus tryghed og pension ?

Tit og ofte har jeg super interessante samtaler med mennesker fra helt andre brancher end min egen. Det er lærerigt, og udvider horisonten i en masse henseender.

Senest var det en samtale med to mennesker der arbejder inderfor en anden branche, altså det der hedder et helt ” normalt ” job.

En side af mig får et stik i hjertet, fordi jeg har en lille rest tilbage af at jeg BURDE kunne tage sådan et helt almindeligt job, og se at få styr på det med pensionen.

Meget mærkeligt og tankevækkende at vi åbenbart er så kodede til at skulle følge normen, så det nærmest tager et helt liv at afmontere alt det der er såkaldt rigtigt.

Tilbage til samtalen jeg havde, hvor der sneg sig en gammelkendt følelse ind på mig.

Følelsen af at jeg jo aldrig bliver voksen, får mig et ” normalt ” job der gir en god pension, og noget ro i maven...... og følelsen blev der et stykke tid. MEN , heldigvis så drejer samtalen ind på noget med livskvalitet, drømme, tilfredshed, stolthed, og følelsen af om man er på rette hylde, ” træder sin sti ”. Min drøm om pensionsopsparingen blegnede og fortog sig endnu engang, jeg fik lidt ro i maven , da det gik op for mig at de faktisk slet ikke kunne holde til deres job, og et eller andet sted snød sig selv. De havde ganske enkelt flyttet sig væk fra deres drøm, og taget til takke. Hvis man er glad i sit job er det jo fantastisk, og sådan er det heldigvis for nogen. Der hvor jeg stejler er når jeg hører og selv mærker den der middelmådighed som vi desværre er mange der bliver slaver af. Det ord har sneget sig ind i min optik, og jeg synes det rammer godt lige præcis i midten af det hele ” for vi har det jo meget godt ”, altså det er da ikke godt nok. Hvis vi selv bliver ved med at tro på andres og vores egne historier om at vi skal blive på vores pind, ikke drømme store drømme, og da slet ikke forsøge at tage chancer fordi vi er båret af skræk for hvordan det vil gå hvis vi sprænger rammer og hopper ud på dybt vand. Vi må vriste os fri af begrænsningens kvælende tag, der skridt for skridt dræber gnisten, og får os tilbage på pinden. Det kræver arbejde at vriste sig fri af historien vi har fortalt os selv hele livet, og det kræver mod at træde sin sti.

Jeg vil udleve mine drømme, gå efter alt det der trænger sig på, og føles vigtigt for mig. Jeg vil gå efter det der føles som mit kald, og vil leve med at det også kan betyde jeg indimellem er på gyngende grund. Jeg vil ikke lade mig nøje med, jeg vil ikke bøje nakken og sige ” nå ok, det er ikke verdens sjoveste job, men en god pension ”, eller ” jamen jeg har det jo meget godt ….. ?

Jeg vil være god til at formidle det jeg er sat her i verden for at lave, også selvom jeg ikke har været verdens bedste til at markedsføre mig selv, har haft en periode på 10 år hvor jeg var blokeret kunstner, så insisterer jeg !! Jeg øver mig på at skærpe mit mindset så jeg kan lære at leve af det jeg brænder for, og ikke skulle på a-kassen fordi der ikke lige kom jobs dumpende ned i min turban. Jeg øver mig på at tage ansvar, fordi jeg ved det til syvende og sidst kun er mig der kan rykke på det jeg allerhelst vil her i livet. Jeg øver mig dagligt på at eliminere middelmådigheden og alt det der følger med.

Selvom jeg påkalder mig titlen som selvstændig og kunstner,vil jeg ikke dukke nakken og være en del af en crowd der sidder og ynker i et hjørne og piver over hvor hårdt det er. Ja det er vildt svært at lære kunsten at markedsføre sig selv, men jo mere jeg øver mig, jo mere finder jeg ud af at min tro på at ville, gør en kæmpe forskel. Jeg vil jeg stå op for det jeg mener er vigtigt og rigtigt for mig. Hvis jeg så ovenikøbet kan inspirere andre til at gå vejen, er en del af min mission nået, og det føles ekstremt tilfredsstillende.

Der er flere perspektiver i det her som interesserer mig rigtig meget. For det første : Hvornår lærer vi at være ærlige over for os selv ? TØR vi være ærlige, eller pakker vi det hele ned fordi vi ikke tør mærke vores længsel eller længsler ? Er der en del af det som handler om vores kultur der på mange måder stadig er præget af janteloven om ikke at stikke næsen for langt frem ? Vi er en del af et samfund der mest af alt opfordrer til at vi skal sidde på en pind og visne, blive syge af stress eller andre alvorlige symptomer som gør at vi evt. ryger ud af arbejdsmarkedet og aldrig kommer tilbage ?

Det er helt forkert og dybt ulogisk i min optik, og her har det med skaberkraften og kreativiteten en meget stor og vigtig rolle.

Det har rigtig stor betydning at vi kommer i kontakt med vores drømme, arbejder med kreativiteten så vi mere og mere bliver klædt på til at handle på det der er vigtigt for os. Vi bliver nødt til at afmontere alle de der regler der bliver stukket ud, og vi bliver nødt til at afmontere alle de historier vi har fortalt os selv igennem tiden.

Når vi arbejder med at komme i kontakt med skaberkraften og vores kreativitet, udvikler den og finder nye veje, vil der automatisk åbne sig et ocean af nye muligheder som ligger foran os- Carpe diem- og grib livet.