Giv Livet Vinger
Luk magien ind i dit liv og lad fantasien få frit spil
Kom til koncert med “ Giv livet vinger “ hvor jeg vil fortælle om en del af min egen vandring op af bjerget, der har bragt mig tilbage til alt det jeg er og skal på denne klode. Koncertformatet er flettet sammen af lige dele fortælling, koncert , musikmeditation, fælles humming, hvor du kan sænke tempoet , lytte til hvad der kalder på dig, og overgive dig til dette nu. Mine instrumentale klaverstykker laver et musikalsk landskab - et tæppe af toner du kan læne dig ind i alt imens du giver plads til at folde vingerne mere ud.
Musik , stilhed og nærvær smelter sammen i en koncert hvor du ikke kun er publikum, men medskaber af hele oplevelsen.
“ Vi har fået en opgave , eller rettere en en vuggegave / flere vuggegaver her på denne klode, og mange af os overser den eller overhører den fordi vi ikke er opdraget til at lytte til det sjælen kalder på. Vi kan rent faktisk vandre derudaf i livet og tro vi er på den rette hylde, men når vi begynder at lytte ind af er det muligt vi får helt nye oplevelser af hvad livet kan bringe os.
citat Lotte Brøndum
Lad os sammen åbne de porte vi måske har lukket ned for, og se om der gemmer sig noget vigtigt derinde bagved.
NÆSTE KONCERT ER I KONCERTKAPELLET I ROSKILDE D. 23 / 10- 2026
Her er en lille stemningsvideo fra en koncert:
LÆS HER OM HVAD PUBLIKUM OPLEVER TIL MINE KONCERTER
“Dit åbningsnummer “ Mod nye horisonter “ rørte mig dybt !! Mit hjerte åbnede sig da vi alle nynnede med, og jeg blev rørt af den nænsomhed, længsel og blidhed der strømmer igennem melodien og din formidling”
Helle- Sofia Fabricius
Optræden på pinseretræten:
Lotte spillede en af aftenerne på pinseretræten, som blev holdt på Martinus Center i Klint i 2025. Vi nød Lottes egne sang, klaverspil og de fine tekster. Musikken vævede sig sjælfuldt og smukt ind i retrætens tema og gav en ekstra dimension, der løftede indholdet ud over det, som ord kunne give. Tak for dit meget værdifulde bidrag, Lotte.
Kærlig hilsen Marin / Kursusleder
Jeg vil gerne dele min oplevelse af Lotte Brøndums reflektions koncert "Giv Livet Vinger" i Jakobskirken i Roskilde den 12. marts. Lotte startede koncerten med at føre os blidt igennem en meditation. Vi blev guidet til at finde vores indre ro og mærke forbindelsen til moder jord gennem dybe rødder.
Undervejs delte Lotte sine tanker om at finde vejen ind til sig selv og hvordan hun havde følt en indre opfordring til at skabe noget nyt – at give livet vinger. Det var meget inspirerende at høre om hendes personlige rejse og den intuitive opdagelse af dette smukke koncept.
Koncerten var en magisk oplevelse, hvor vi alle blev inviteret til at synge med på de smukke toner, som Lotte præsenterede for os, og som en del af oplevelsen tændte vi et lys for et personligt ønske.
Jeg føler mig dybt taknemmelig for at have været en del af denne aften og for den ro og indsigt, som Lotte formåede at bringe ind i vores liv. Hendes evne til at skabe et rum for refleksion og åndelig vækst er unik. Tak, Lotte, for at give livet vinger.
kærlig hilsen Dorte fra Dortes univers
Koncert om KALD ’Giv livet vinger’
Onsdag d. 12. marts var jeg i Jacobskirken i Roskilde for at høre denne spændende koncertfortælling af Lotte Brøndum. Med det samme mærkede jeg, hvor givtigt det var, at koncerten havde en overskrift. Stemningen var rolig, åben og fælles. Lotte havde valgt at flette sine sange sammen med fortællinger, hvilket indbød til en dybere forståelse af og indføling i både fortælling og musik. Jeg gik derfra med en skøn løftet stemning, så min sjæl havde helt klart fået luft under vingerne, og der var skabt rum til eftertanke. Tusind tak for en dejlig koncert.
Hilsen Caroline- Direktør i O Sens
Det smukke koncertrum (Koncertkapellet i Roskilde) skabte en intim stemning med mulighed for refleksion over Lottes værker og fortællinger.
Det var en nærværende og nærmest mindful koncertoplevelse. Lottes stemningsfyldte kompositioner, krydret med hendes personlige beretninger i det smukke koncertrum gjorde det til en helt særlig aften.Stor respekt for Lotte, der som ene kvinde ved flyglet improviserede, spillede egne kompositioner, fortalte sin historie og agerede korleder ved afsluttende fællessang. Modigt og magisk!
kh Nora
For booking af “Giv Livet Vinger”: Kontakt mig på e-mail eller tlf:
lb@lottebrondum.dk eller 41635421
Til debutkoncerten d. 19 juli 2024 var der en musikanmelder fra bladet Soundscribe. Læs den her:
Lotte Brøndum med “Gi’ livet vinger” på Martinus Center Klint.
2024-07-19
Efter mange år på de skrå brædder som backingmusiker i adskillige bandsammenhænge, er Lotte Brøndum nu ude som solist med hendes helt eget koncertformat "Gi' livet vinger".
Af Tommy Torp
På denne smukke fredag aften, var der, traditionen tro, koncert som afslutning på en uges kursus, på Martinus Center Klint i Odsherred på Sjællands Odde. Aftenens artist var Lotte Brøndum, og hun havde sine egne kompositioner med. Hun havde også udtænkt et nyt koncertformat, hun kaldte "Gi' livet vinger", og det skulle stå sin første prøve denne aften.
Ideen med "Gi' livet vinger" er at inspirere publikum til at mærke, om de længes efter at folde noget ud. At komme længere ind til skaberkraften, gennem hendes personlige fortællinger, samskabelse via stemmen, nynnen og fællessang. I den ene fællessang, var der nemlig plads til, at man kunne improvisere lidt, mens man nynnede med på sangens let overskuelige melodi.
Hun havde også samlet tre med-musikanter til denne aften, som spillede sammen for første gang, to dage inden koncerten. I disse tre dage, fik de også sat deres personlige præg på sangenes udformning, gennem deres individuelle skaberkraft. Derfor blev koncerten en debutkoncert på flere måder.
Koncerten startede med, at Lotte fortalte om hendes proces frem mod denne debutkoncert. Hun har tidligere været med som pianist/keyboardspiller i flere forskellige sammenhænge, herunder kvinde-rockbandet Miss B' Haven tilbage fra 1990´ erne. Hovedsageligt har hun ageret backingmusiker, eller spillet coversange til forskellige events og arrangementer. På et tidspunkt fik hun nok af at spille, og valgte derfor kun at arbejde med undervisning og hjælpe andre musikere frem.
Men nu ville hun prøve kræfter med egne sange. Det var angstprovokerende for hende, fortalte hun, for er sangene gode nok? Har hun modet til at være frontfigur med eget materiale? Mange tanker havde holdt hende tilbage. Men modet, styrken og lysten til at tage det store spring ud, med hendes nye koncertformatet "Gi' livet vinger", kom bl.a. til hende her på Martinus Center Klint. Derfor var det også oplagt at holde denne debutkoncert her.
Efter denne fortælling, gik koncerten i gang. Først med et instrumentalnummer på klaveret, hvor publikum blev opfordret til at nynne med på riffet og muligvis improvisere lidt hertil. Midt i nummeret kom resten af bandet på, og koncerten var i gang. De tre medmusikanter var Lennart Månsson på trommer/percussion, Lasse Skjalm på kontrabas, og undertegnet Tommy Torp på guitar og kor. Der var en stærk sammenhæng og fællesskab mellem de forskellige instrumenter, og Lottes meget personlige og dybfølte sange.
Det lidt specielle ved Lennart er, at han ynder at finde ting i det lokale køkken, som skal bruges som en del af hans tromme/percussion setup. Han lægger simpelthen sit udvalg af egne trommer på et bord, sammen med de artikler, han finder i køkkenet. Og så spiller han ellers løs. Velklingende og taktfast på det hele.
Til den sidste sang, fællessangen "Gi' livet vinger", kom Tryggvi Gudmundsson ind og overtog guitaren. Han havde været involveret i denne sangs skabelse og udvikling, og derfor også den rette til at spille den på guitaren. Hele salen rejste sig op, mens de kraftfuldt sang med på sangen.
En fantastisk aften, hvor hele salen fik givet luft under vingerne på Lottes "Gi' livet vinger". Så meget, at hun sluttede ærbødigt og hjerteligt af, med at takke publikum, for at have taget så godt imod hende og hendes sange, og at hun nu kunne føle sig tryg ved at tage på tourné med konceptet.
Dette vil vi glæde os til, og ønsker hende, af hele hjertet, en rigtig god tourné. Det fortjener hun.